Endnu et år, hvor Skt. Hans falder på en hverdagsaften og skal passes ind efter en lang og travl dag. Og hvor unger og voksne atter skal op tidligt dagen efter.
Det eneste “rigtige” Skt. Hans bål i nærheden ville være ved Tornbjerg Kirke, hvor en politiker holder båltalen pænt på den anden side af kl. 21 – altsammen ikke lige foreneligt med, hvad jeg finder hyggeligt og lade-sig-gørligt.
Så i stedet koblede nabo og jeg os på hinanden og drog til vores lokale fodboldbane. Hun medbragte kuglegrill og snobrødsdej. Jeg havde fået bikset en drømmekage sammen og samt indkøbt Marie-kiks og skumfiduser.
Tæpper spredt ud og sodavand i krusene – så mangler der ikke noget dér;-)
Det med at grille en skumfidus, så den bliver brun for så bagefter at lægge den mellem to Marie-kiks, prøvede jeg første gang sidste år. Ikke umiddelbart en kombination, man ville komme i tanke om, men det smager himmelsk. Og har sådan en sjov konsistens.
Faktisk nåede vi aldrig at få sunget de medbragte og mangfoldiggjorte midsommer-sange. Men pyt! Der var vel en ti unger i alt, og jeg er sikker på, at de vil huske essensen af sådan en husmands-Skt. Hans endnu bedre, end hvis vi havde stresset rundt efter et af de “rigtige” bål.
Fik ikke kameraet med og har ikke lige noget ild-billede liggende, så dette bliver eet af de sjælne illustrations-løse indlæg.
Det lyder sørme hyggeligt. Jeg husker godt de mange år, hvor det blev alt for sent for børnene med de officielle arrangementer, og vi måtte lave lidt bål i haven i stedet for.
SvarSlet