Maj måneds kulde...

”Maj måneds kulde gør laderne fulde” siger et gammelt dansk mundheld.

Hvis det står til troende, må det blive en god høst i år. Jeg synes det har været blæsende, mørkt, koldt og vådt indtil videre.

Maj er den måned, hvor varm syrenduft bør vælte ind over een.
Hm….

Men sådan burde det være:

Når egene knoppes,
og granerne duppes,
og skræpperne kante den støvede vej.
Når frøen fortæller,
mens guldregnen hælder
sig over syrenen i hviskende leg,
da dages, da kommer
den danske skærsommer,
farvel og på gensyn, du liflige maj!

Når rugen alt bølger,
og kornblomsten dølger
sin blå lille kyse bag gitter af strå.
Når føllene tumle,
mens køerne gumle,
og viben sig soler med ungerne små,
da dages, da kommer
den danske skærsommer,
og derom alt fløjter den nattergal grå.

Når skoven har skygge,
og bien gør lykke,
og bøgen har mørknet sit lyseste blad.
Når roser udspringe
blandt torne, som stinge,
lig luende elskov af truende had,
da dages, da kommer
den danske skærsommer,
den er der, og gør selv den tungeste glad.

O, fly ej for snarlig,
men bring os lidt varlig
fra nætternes lyse til tusmørkets stund!
Vi vented så længe
på blommende enge,
på duften fra rosernes svulmende mund, –
men bedst som du kommer,
du favre skærsommer,
så hastigt du flyr som et drømmerigt blund!

Dagens sang

En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit,
- ja, Danmark frit.

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit,
- og Danmark frit.

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår - og Danmark frit,
- og Danmark frit.

Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde.
Vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit,
velsign det, Herre, fra sund til klit,
- fra sund til klit.

Dagens sang

Du grønne skov du glade lærke
Åh gudskelov at jeg kan mærke
Alt dette er ven med mig
Har du det som jeg
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Forstår du alle hjerter der banker her og der
Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær
Så har du fundet ud af noget som er meget værd
En rødkælk en guldsmed en bly forglemmigej
Et grantræ en vipstjert de elsker nemlig dig
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Så har du fundet ind til det som gør livet allermest værd

Den grønne skov hver spurv jeg kender
Dem fik jeg lov at få som venner
Hvem har vel en bedre ven
Jeg spørger igen
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Forstår du alle du alle hjerter der banker her og der
Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær
Så har du fundet ud af noget som er meget værd
En rødkælk en guldsmed en bly forglemmigej
Et grantræ en vipstjert de elsker nemlig dig
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Så har du fundet ind til det som gør livet allermest værd

Dagens sang

Kom, maj, du søde, milde!
Gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne,
at jeg igen den så!
Ak, kære maj, hvor gerne
igen i marken gå.

Om vintren kan man have
vel mangt et tidsfordriv.
Man kan i sneen trave,
å ja, et lystigt liv.
Har leg af mange arter,
især ved juletid,
vel også kanefarter
på landet hid og did.

Men når sig lærker svinge
mod sky med lifligt slag,
på engen om at springe
det er en anden sag!
Men nu min kæphest rolig
i krogen hist må stå,
thi uden for vor bolig
man kan for søl ej gå.

Du derfor smukt dig skynde,
kom, kære maj, o kom,
at snart vi kan begynde
på marken vor springom.
Men frem for alt du mange
violer tage med,
og nattergalesange
og kukkeren tag med!

Dagens sang

Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
e himmel sæ udbre'r så vi',
e sol så klar i'e vand sæ spejler,
og lys og værremt strør
vos å e jord herner,
ja, det er køhnt, ja, det er dejle!

Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårs ti'
e bøg sin blaj udbre'r så vi',
hvorunner små skovblommer frejle
står mell' e blaj og græjs
og lærre godt tefrejs,
ja, det er køhnt, ja, det er dejle!

Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårs ti'
di små syngfowl er kommen hi,
og flagrend i e 10ft så glæjle
di synger med en lyst,
der smitter i vort bryst,
ja, det er køhnt, ja, det er dejle!

Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårs ti'
den pigh, jen fremfor åll kan li',
hun sidder ved vos, og vi spejler
vos i hind øjens glans,
der rummer åll vor sans,
ja, det er køhnt, ja, det er dejle!

Ja, det er køhnt, ja, det er dejle,
nær i den føhst forårs ti'
vi glæjes og beruses i
di toner, som forbi vos sejler.
Mit moersmål, din sång
hær dog den kønnest klång,
ja, det er køhnt, ja, det er dejle!

Dagens sang

Den grønne, søde vår
igen på jorden går.
Se, solen drypper ild,
og vinden er mild.
Søndenvind, vandresind!
Træk vogn af hus, tag kæp ved krog!
Følg med, følg med på forårstog,
med knark af hjul og knirk af åg ­-
Vidt ud i verden!

Det gamle vinterøg
i stalden indeføg
blandt spindelvæv og møl ­-
nu har hun føl!
Følfod,
Flyvemod!
Spring, raske svend, på hingstekrop!
Galop, galop i ryttertrop,
med op og ned og ned og op -
­Vidt ud i verden!

Og vil du gå med mig?
Til døden, du og jeg!
Mit skønne unge liv,
min rejseviv!
Kærlighed,
herlighed!
At være to, ved nat og dag,
to åndedrag, et velbehag!
Lyst efor og mørkt ebag -
­Vidt ud i verden!

Den grønne, frie skov
har givet os forlov.
Vi kender ej vort sted -
­men svalen er med.
Svalesind,
vårvind!
Følg med den fuglefrie vår!
Mod syd, mod syd, hvor solen står
Vi går og går og går og går -
Vidt ud i verden!

Dagens sang

Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole.
Luften er så smuk,
deres længselssuk
kendes let på deres silkekjole.

Nu har viben æg,
pilen dygtig skæg,
og violen småt på volden pipper.
Gåsen sine små
lærer flittig gå,
skaden vindigt med sin hale vipper

Svenden med sin brud
går i haven ud,
på de grønne sko hun synes danse.
Ak, hvor hun er let!
foden er så net.
Pogen sælger til dem grønne kranse.

Storken er så travl
højt på bondens gavl,
og de røde fødder næbbet slibe.
Høkren med sin viv
går for tidsfordriv
med sin sølvbeslagne merskumspibe.

Hulde piger små,
røde, hvide, blå,
sender deres blikke rundt som pile.
Og som krigerflag
i det kælne slag
silkebånd fra liljenakken ile.

Aftnen driver på,
mens de skønne gå,
bare de dem ikke skal forkøle.
Hvilken yndig strøm,
barmen blir så øm,
man mit hjerte kan på vesten føle.

I den tavse nat,
som en stor dukat,
månen stænker guld på alle grene.
Ak, de skønne svandt
jo fra hver en kant.
Det er tungt, man skal gå hjem alene.

Dagens sang

Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste.
Det volder lidt rabalder,
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil!

Jeg vælger mig april,
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter,
i den bli'r somren til!

Dagens sang

Den kedsom vinter gik sin gang,
den dag så kort, den nat så lang
forandrer sig så lempelig,
så lempelig,
den barske vind, den mørke sky må fly.
Man frygter ej, at sne og slud
skal møde dem, som vil gå ud;
at sne og slud skal møde dem, som vil gå ud;
thi lad os gå at skue på,
hvor smukt naturen sig beter og ler!
og ler!
hvor smukt naturen sig beter og ler!

Ak se, hvor pyntet solen går
med lange stråler i sit hår!
Den varme krans er rette kands,
er rette kands
for alle ting, som nu må gry påny.
Se fuglene i flokketal
i luftens vide sommersal!
se fuglene i luftens vide sommersal!
Her flyver en jo med sin gren,
en anden sanker hår og strå så små,
så små.
en anden sanker hår og strå så små.

Ak se, et meget yndigt syn
på skovens grønne øjenbryn:
den høje top skal klædes op,
skal klædes op,
og våren pynter bøgen ud til brud!
Hist vogter hyrden kvæg og korn;
et hundebjæl, en lyd af horn
et hundebjæl, en lyd af horn er alt hans spil,
men hør blot til, ja hør blot til,
hvor smukt den skov ham svare må men hør,
men hør.
hvor smukt den skov ham svare må derpå!

Ak se, hvor spejleklar og glat
den sø dog er ilave sat!
Det er jo, som at solen kom,
at solen kom
kun for at se sit skilderi deri.
Snart lirrer frøen med sin mund
imod den søvnig aftenstund,
Snart lirrer frøen mod den søvnig aftenstund,
jeg tænker på mit hvilestrå
og ender min spadseregang i sang,
i sang.

Dagens sang

Fo' ajle di små blomster dæ' dov æ' te' i år,
å fovle, de æ' ette te' å se'e,
så fin å frisk å faver som bø'eskovi står,
dæ' te hår je' ajler før set le'e,
o hvo' je ve'er ø'et hen, je ser så sære tej,
de løvter så fo'u'erle' here'e i mit sej.
Je' mærker iår,
i Danmark æ' de vår, -
de løvter så fo'u'erle here'e i mit sej,
naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren blej.

Om mo'eni da flø'er di fovle u' me' saj,
som om di fo' nattero vil' takke,
å går je' ner ve' bækki en avtenstun' igaj,
da æ' de', som bøllerne ku' snakke,
så hvisker de' så sælsom' i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt o se'er te mej "tøv".
Je mærker iår,
i Danmark æ' de' vår, -
hver lille blomst hun nikker mildt å se'er te mej "tøv",
naturen æ fo'a're, e'er ie' ha' vårren døv.

Å folkets lyv æ' heller knap, som de' plejer von,
de' sky'er blomst i mannen simpel hytte,
å vil I bare vente inå et lille ko'n,
så bliver bo'i là'ets bedste støtte.
Di gamle folkeviser, dæ' ha' lydt ve' kamp å lej,
de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej.
Je mærker iår,
i Danmark æ' de' vår, -
de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej,
de hele æ' fo'a're e'er å a' de' æ' mej.

Dagens sang

Den blå anemone

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.

På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte: »Den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone;
jeg ser den aldrig mer«.

Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!

Dagens sang

Det er i dag et vejr et solskinsvejr
oh søde vår, så er du atter nær
nu vil jeg glemme rent, at det var vinter
nu vil jeg gå og købe hyacinther
og bringe dem til en som jeg har kær

Hun købte af de hvide og de blå
hun købte af de smukkeste hun så
det er i dag et vejr og solen skinner
og om mig svæver lutter lyse minder
dem tar jeg med til den jeg tænker på

Hun kyssede dem alle hver i sær
hun bragte dem til den hun havde kær
min ven her kommer jeg med hyacinther
min ven nu glemmer vi at det var vinter
det er i dag et vejr et solskinsvejr!!!