lørdag den 4. april 2015
Nederdel med tyls-kant
lørdag den 18. oktober 2014
Syet på det sidste
mandag den 7. juli 2014
Drenge-stoffer (Boys Month 2014)
Dagen bød på en tur til Kolding. Egentlig for at se afgangselevernes udstilling fra Designskolen på Koldinghus, men man var dog et skarn, om man ikke samtidig støvede op, hvad der findes af stofbutikker på de kanter.
Det gjorde veninden og jeg så.
Indrømmet, at jeg flere gange rakte ud efter rullerne med pink blomster, Hello-Kitty-stof, mariehøns og andet pige-halløjsa.
Fokusér, Nette!!!! Denne måned gælder det drenge-ting!
Så det endte med, at købene bliver stoffer, som jeg tænker kan bruges til lommer, stolper mm til drengemodeller. Stykkerne er enten "fat quarter" eller 25 cm i fuld bredde. Lidt men godt.
Dødningehoveder er da også bare noget af det mest charmerende ;-)
Efterhånden er stof-lageret ved at være godt fyldt op.
fredag den 18. oktober 2013
Ferie-shopping
Så fik man lige lidt tid på Strøget til at ose. Egentlig var det bare meningen, at det netop skulle være “osning”, men så var der denne taske i Tante Grøn.
Jeg har længe kigget efter tasker. Ja, gør det vel egentlig altid. Men der så mange krav, at det kun ganske sjældent bliver til køb:
- Cross-over, så den ikke bare sidder løst på den ene skulder
- Lynlås, så pungen mm kan ligge nogenlunde forsvarligt
- Rummelig (plads til lidt mere end bare pung, nøgler og mobil)
- Lækker materiale
- Og i det hele taget lidt chick
- Relativ overkommelig i pris
Alle disse ønsker blev opfyldt med denne taske, så efter at have cirklet rundt i butikken nogle gange var jeg sikker på, at der skulle handles.
Det talte også som et plus, at tasken har fuldstændig samme orange farve som min nyligt erhvervede mobiltaske.
Mange af mine t-shirts er i den kolde skala – altså lilla, blå, grøn osv. Manglede lidt i varme toner – eller hvert fald noget, som ikke stikker voldsomt af i forhold til det orange. Det blev til denne fra Noa-Noa.
Elsker de dér grafiske stoffer. Kommer dermed igen til at tænke på, hvorfor dævlen der ikke er nogen, som lave flotte skjorter og kjoler med grafiske mønstre (sort/hvid/grå og lille stænk af pink, turkis eller orange). Holder ofte øje med den type stoffer på udenlandske stof-sider men indtil videre forgæves.
Måske kan skulle prøve at lave nogle stoffer selv?
Burde kunne gøres overkommeligt her: Spoonflower
fredag den 15. juni 2012
Velour
Har ikke fået syet i lang tid, men var ikke i tvivl om, at fridagen gerne måtte indeholde tid ved overlock/symaskine.
What to sew?
Mønstre fundet frem – modeller og stof overvejet.
Jeg kender efterhånden mig selv. Når det er længe siden jeg har syet, skal det være enkelt. Hvis jeg eksperimenterer for meget, laver jeg fejl eller bliver utilfreds med resultatet.
Valget faldt på denne fuldfede velour – desværre kan man ikke bedømme den gode kvalitet på billedet.
Skulle det være pink eller orange rib? Nope – noget spræl skulle der altså være – derfor sort/hvide striber.
Glæder mig til at give bukserne til modtageren.
Kan godt lide, at de ting, jeg er meget forankret i (syning, læsning, geocaching, foto og grafik) umiddelbart er til at glide ind i. På et kvarter er jeg fordybet og får nye ideer;-)
søndag den 20. maj 2012
Trekant som design #4
Well well – dette er ikke direkte trekanter. Men så alligevel.
De gange, hvor jeg selv har skullet lave oplæg med trekant-elementet, er jeg ofte havnet i rombe-varianten.
Disse stykker bomuldstof er nyligt indkøbt og ligger og venter på, hvad jeg finder på at lave af dem. Tror det bliver (børne)nederdel eller bukser, men ellers kunne jeg også finde på at bruge det som foer i en jakke.
fredag den 13. april 2012
Måske det sker en dag?
Troede, at det i dag ville blive dagen, hvor jeg gik ind i en stofbutik og kom ud igen, uden at have købt noget.
Men nej!
Var i Stof2000 (mest fordi jeg var på posthuset lige overfor) og slå en runde. Var ret stolt over min standhaftighed, da der ikke umiddelbart var noget, jeg ikke kunne undvære.
½ meter fra udgangen gik det så alligevel galt. Dette VIDUNDERLIGE stykke strækvelour er der blevet hjemført 1 meter af.
søndag den 1. april 2012
Materialer
Denne nyindkøbte stak stof ligger klar til at gå i gang med.
De to nederste er allerede kommet i anvendelse.
Den opgave, der ligger først for, er dog af administrativ karakter. Jeg skal have overvejet med mig selv, hvor jeg vil (forsøge at) sælge. Amio? Trendsales? QXL? På mit arbejde? Via veninder? Via steder jeg endnu ikke har tænkt på?
Jeg har allerede gjort mig en del erfaringer, og dem skal jeg have i spil nu.
Det skal være nemt og fleksibelt for mig at håndtere i den travle hverdag. Der må tænkes….
lørdag den 31. marts 2012
Så er der gået forår i symaskinen
Kort før lukketid i går nåede jeg at befri Stof2000 for et par meter af deres mønstrede bomuldsstoffer.
Det er der netop blevet syet denne lille kjole i.
Jeg er meget glad for varianten med forskellige stoffer til ærmer og selve “kroppen”.
Det var der også en kollega, som syntes, så denne blev afhændet til hende i går;-)
Ugen startede med syning af denne – den er allerede foræret væk.
tirsdag den 10. januar 2012
Trackable geocaching-taske
Så blev min trackable geo-taske endelig færdig. Ideen blev skabt tilbage i november, hvor vi var til J-dag med en flok dejlige fynske geocachere. Med ved bordet sad en pige, som omtalte denne slags sy-mærke, der samtidig er en TB.
Sagde hun TB?
Ja, det sagde hun.
En TB er en Travel Bug og det er eet af de mange geo-nørd-begreber, som man efterhånden lærer.
Tasken er nu syet og mærket sat på. Den opmærksomme læser vil bemærke, at sølvpladen er helt tom – det er fordi jeg har sløret den kode, som står der. Det er nenlig den, en geocacher vil bruge, når han/hun “logger” min taske.
Symærket har hængt på min opslagstavle siden før jul engang. Når taskesyningen er blevet skubbet op i toppen af to-do-listen, er det ikke mindst fordi der er to januar-arrangementer, hvor jeg regner med at møde en del geocachere, som (forhåbentlig) vil spotte min taske og yde den logningsmæssig retfærdighed.
Selve tasken er der ikke noget avanceret i. Blot et foldet rektangel, der syet sammen i siderne.
Egentlig var det ikke meningen at der skulle være en effektfarve på indersiden, men så synes jeg alligevel, det kunne være flot med et match til selve mærket. Var først igennem mine mange mønstrede stoffer, men det var ikke de rigtige nuancer. Så faldt øjet på denne ensfarvede rest – den skulle det være!
Da der er ret meget “pres” på låsen, er det vigtigt at understøtte den – derfor har jeg strøget en relativ kraftig vlieseline på bagsiden af det orange stof inden sammensyning og inden montering af magnetlåsen.
Foroven afsluttet med en kantstikning. Jeg har det næsten skidt med at kalde den en “kantstikning” – mindes min første tid som elev på Odense Fagskole. Jeg var nærmest en paria i klassen en overgang – hvert fald i lærerindens øjne – fordi mine kantstikninger lå ½ cm fra kanten og ikke kun den obligatoriske ene milimeter.
Det er een af de dejlige ting ved at blive ældre: Nu bestemmer jeg selv, hvor mine kantstikninger ligger. Både i konkret men ikke mindst i overført betydning;-)
Jeg har allerede een taske, som jeg har syet efter samme model. Den er dog forsynet med dette skønne krone-mærke. Nu må vi se, hvorledes de to tasker vil klare den indbyrdes “konkurrence” i den kommende tid.
Stofferne?
Det sorte stof er en skøn kraftig – næsten valket – uldkvalitet. Det har jeg erhvervet for mange år siden på IKEAS rest-marked – har nok ikke kostet mig mere end kr. 25,-. Det var dengang man nærmest var i slagsmål om tingene – ikke den fesne, civiliserede nedsat-variant, de har i det nuværende IKEA nær kassen.
Jeg har syet meget (som i MEGET) af det stof allerede - nu bliver jeg snart nødt til at spare på det.
Det orange stof stammer fra et tusse-gammelt projekt. Jeg fik – via en veninde – den tjans at sy betræk til 4 sæder i Cafebiografen. På det orange betræk applikerede jeg ordene “JURY” i sort – det var en vitaminrig farvekombination, så ingen af bedømmerne til kortfilmsfestivalen var i tvivl om, hvor de skulle sidde;-)
Og således har mange ting en historie – gad nok vide, hvad min taske kommer til at opleve, og hvilke geocachere den vil møde?
mandag den 8. august 2011
Stof-shopping i det store udland
For et par uger siden gik jeg på stof-shopping i USA. Hånden på hjertet, så var det ikke det mest velovervejede, jeg har foretaget mig.
Men der fór en djævel i mig, for nu ville jeg bare i gang med at gøre mig erfaringer med køb derfra.
Først må jeg sige, at jeg er yderst tilfreds med kvaliteten af de stoffer, som jeg har købt. Der var ikke hamrende mange, som ville egne sig til drenge – her er eet af dem.
Alle steder køber man i “units”, og det svinger fra salgssted til salgssted, om det er en “fat quarter”, 25 cm eller 1 meter. Jeg var ret sikker på at bredden ville være 110 cm, men det andet kunne jeg ikke lige gennemskue. Jeg var træt, så det blev “briste eller bære”. Heldigvis viste det sig, at det var 5 x 1 meter, jeg har købt.
Det mest tricky var nok, at jeg betalte med PayPal. Det plejer jeg at have gode erfaringer med, og det gik da også meget godt med betaling af stoffet. Men pludselig kom jeg tilbage til forretningens egen side og skulle nu til at forholde mig til portoen. Det blev en anelse for broget, så jeg afbrød købet uden helt at vide, om Paypal-delen var blevet registreret.
Sendte en mail til firmaet. Det var kl. 23 om aftenen, så de svarede inden for 5 minutter. Derfra har de “holdt mig i hånden” hele vejen. Stor ros til dem.
De bekræftede, at der ikke ville blive trukket via PayPal for den afbrudte handel. I stedet sendte hun mig direkte en PayPal-faktura på det samlede beløb.
Ordren blev afgivet 22. juli og jeg hentede i dag på posthuset. Dér skulle jeg så også lige afregne kr. 212,-.
Alt i alt lander jeg på en meter-pris på ca. kr. 100,-. Langt, langt over, hvad jeg normalt har mulighed for (læs: vil) give for stoffer, som jeg vil sy af med salg for øje.
Jeg kan glæde mig over at have fået nogle fine og specielle stoffer, som ikke (mig bekendt) kan købes i DK. Og så har jeg høstet de nok så berømmelige erfaringer;-)
Skal have sat mig mere ind i, hvilke beløbs/vægt-grænser, der er for at minimere fortoldning og diverse (ublu) gebyrer.
søndag den 26. juni 2011
Bånd fra det store udland
Det er dejligt at have fået hele verden som nærbutik - stor tak til internettet. I går landede denne sending i min postkasse – 12 dage efter jeg bestilte. Det er ok.
Jeg forestiller mig, at de skal bruges til kantning/effekt på ensfarvede stoffer. Kunne godt gå hen og blive for rodet sammen med i forvejen meget mønstrede stoffer.
onsdag den 22. juni 2011
Stofkøb
Jeg er fuldstændig pjanket med dette stof. Synes designeren er sluppet meget vellykket fra det. Gode farver – god udnyttelse af fladen – meget velkomponeret.
Hvad syning angår er det også tiltalende – nemlig velegnet til både drenge og piger. En kvalitet i sig selv;-)
tirsdag den 21. juni 2011
Sidegevinst
Der triller meget stof ind ad fordøren i disse tider. Føles næsten som at være narkoman. “Mor er på stoffer” fortæller ungerne vidt og bredt, og de har jo ret;-)
Een af sidegevinsterne ved al det stof er disse fotogene tråde, som er høstet fra seneste stak stoffer, der var forbi fotografen. Virker næsten som et kig i et mikroskop. Smukt og dekorativt.
onsdag den 15. juni 2011
Så ankom mit første Etsy-køb
I går kom der en pakke med posten – indholdet var mit første Etsy-køb. Pakket fint ind var den og med personlig hilsen fra afsenderen. (Sætter pris på det overskud, som det signalerer, og jeg bliver glad.)
Pakken rummede ovennævnte små stykker stof. Der er ikke så meget af hvert, men de vil snildt kunne bruges som effekter i forskellige sammenhænge. Synes det er en genial og relativ billig måde at få suppleret mine stoffer på.
Nu er det jo ikke fordi jeg decideret mangler stoffer. Hø hø. Men små rester er i sig selv inspirerende og især, hvis man har en farve-skala at arbejde med. Fx. havde jeg ikke ret meget i grønt – nu har jeg da lidt at starte på;-)
Har allerede skibet næste køb afsted. Denne gang er det oversøiske bånd – de ankommer nok i løbet af en 14 dages tid. Åh det er spændende!
søndag den 5. juni 2011
Stof vel ankommet
Allerede i går ankom en fin pakke med stof fra Sukro. Har fået lavet en første fotografering, inden der endnu er syet af det. Det er de skønneste klare og glade farver, det har.
Det er også en dejlig kvalitet – uden at være hverken for tyk eller for tynd.
Det varer lige nogle dage, inden jeg kommer til at sy af det – dermed god tid at overveje, hvad der skal laves af det.
lørdag den 4. juni 2011
Så kom der gang i nederdelene
Jeg har længe haft på to-do-listen at sy nederdele - det kom jeg i gang med i går.
Havde været i Stof2000 for at købe noget helt andet stof, men blev nærmest overfaldet af to ruller blomstret stof, som VILLE købes.
Det er de to varianter, som er brugt her. Det fås nok ikke mere sommerligt end det;-)
Her kan I bedre se det mørke stof, jeg har brugt til at kante med.
Livvidde og længde er lavet til str. 86 cl. – pris kr. 130,-.
fredag den 3. juni 2011
Metermål af livsglæde
Dette skønne stof modtager jeg inden længe nogle meter af. Er jeg ikke bare heldig? Det føles helt fantastisk at kunne anvende virkelig unikke stoffer til små detaljer (ærmer, lommer, skråbånd mv). Og de her figurer er da noget af det mest finurlige, farverige og livsglade.
Stoffet hedder “Oneeyz” og er designet af bySukro – hun har deltaget i konkurrence hos SpoonFlower og fundet 2. plads for dette design.
Se hendes andre stof-designs her: Sukro Designs.
Hvis du selv skulle blive interesseret i noget af hendes stof, kan du kontakte hende via hendes blog.
Det synes jeg bare er godt gået!
mandag den 30. maj 2011
Symaskinen har glødet
Noget af fridagen er spenderet bagved symaskinen. Det er der bl.a. kommet disse bukser ud af. Det er gave til familiemedlem – altid spændende, om de falder i god jord og om størrelsen er ramt nogenlunde.
Disse er til gengæld til salg. Det er str. 74 cl. og prisen de sædvanlige kr. 130,-.
Forneden er der en flæse – medgiver det er lidt svært at se på dette billede.
Stoffet er såkaldt midnatsblå – dvs. så tæt på sort, at man nemt kan blive snydt;-)























