Viser opslag med etiketten syning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten syning. Vis alle opslag

søndag den 5. april 2020

Mundbind



Virker det overhovedet at bruge mundbind? Som beskyttelse mod virus?

Tjah - jeg ved det ikke, men tænker det giver god mening at supplere det oveni alle de andre tiltag, som vi kender til hudløshed.

Jeg har hvert fald kastet mig over at få testet nogle modeller af.

Den som du ser på billedet er et mønster jeg har købt på Etsy.

En del overvejelser er vigtige - ikke mindst stofvalg. Det skal være så tæt som muligt. Jeg har fundet noget ganske tætvævet twill. Det skal være afvejning af, at det også skal være til at ånde igennem.

Så kan man vælge at putte et indlæg ind i: prøv at se gennemgang her.

Overraskende at materiale fra støvsugerpose er ret fint.



Som altid bliver der syet et par varianter inden jeg synes det funker. Fx er den endelige og brugbare model syet med overlock, så der ikke bliver for mange lag at skulle sy igennem, hvis der skal foldes for mange gange.

Når/hvis jeg går i gang med flere modeller, så bliver det nok en variant med lille metal-tråd syet ind, så den kan formes omkring næsen for bedre beskyttelse.
Eller en model hvor elastikken er nemmere at tilpasse.

Har også fundet en facebook gruppe, hvor god viden om hjemmesyede mundbind deles - yeah.... ;-)

fredag den 14. juli 2017

Sommerhatte


Jeg har gang i et lille sy-projekt...


Jeg fik for nylig denne dejlige sybog foræret af veninde. Det er lidt træls blot at sy-ud-i-det-blå, så jeg spurgte på min FB-side, om der var nogen, der havde lyst at lægge barn/hoved til mine forsøg. Det var der heldigvis. 3 stk har meldt sig.
Betingelser: Jeg lægger stof og sy-tid til. Modtageren betaler porto + sender mig efterfølgende billeder af barn+hat, som jeg må dele på min FB-side.

Så var jeg klar til at komme i nærkontakt med bog/mønstre....


For så at opdage denne information: "Forstør dem med 200% før brug". Suk....

Googlede. Søgte på Youtube. Kunne have været fint om der lige var nogen, der havde lagt et brugbart guldkorn ud.

Bemærkede, at (den udenlandske) bog var forsynet med danske tekster af Karen Marie Dehn, hvis blog jeg har fulgt med stor fornøjelse i flere år. Jeg tillod mig at skrive til hende for at få et godt råd. Var helt klar over, at hun ikke ville være forpligtet til at hjælpe. Men jeg modtog et meget sødt svar tilbage, som bestemt hjalp videre. Tak for det.

Mønsterdelene er IKKE tegnet op på ternet baggrund, så det kunne være (relativt) nemt at bruge denne slags papir...


Det har nu ikke afholdt mig fra at cykle til Stof2000 i dag for at købe en rulle. Kan sikkert bruges en anden god gang.

Man kunne vælge at sjusse sig til det, men erfaringsmæssigt ved jeg, at blot små unøjagtigheder ved børnehatte giver et elendigt resultat senere. Så STOR præcision med måling og sømrum - så er det hvert fald ikke det, som gør at størrelsen ikke passer.

Det oplagte ville være at kopiere og så dér vælge en dobbelt op. Selvom jeg synes min printer er en fin model, så er den facilitet hvert fald ikke med.

Cyklen fandt retning mod det lokale bibliotek.


Sammen med bibliotekaren var vi en del del forsøg igennem, inden vi fandt noget brugbart. Måtte nøjes med at vælge een model ud ellers var det blevet for dyrt i kopier ;-)
Måtte have fat i lineal så vi var sikre på, at det som var 4 cm i bogen var 8 cm i det ny-kopierede.


Så var det ved at være tid til stofvalg. Indeni? Udenpå? Tilvalg. Fravalg. Jeg holder meget af denne del af processen.

Frem med symaskine og god musik på anlægget...


Jeg har bestræbt mig på at holde mig ganske tæt på forlægget i bogen. Plus give mig god tid undervejs. Ikke jappe. Være omhyggelig med vlies som indlæg. Klippe sømrum ned. Stryge. Kantstikke.


Har sat andet stof på indesiden af skyggen - den får man nok et kig til engang imellem ,-)

Modtageren havde også ønsket bindebånd, så dem er modellen suppleret med.

Som altid med den slags børnehatte, er størrelsen en "dark horse". Hvor stort er barnets hoved? Er målet taget korrekt? Hvordan er det konkrete mønster? Har jeg klippet/syet præcist nok?
Har valgt at vælge en størrelse som er "i overkanten" - trods alt bedre, at den er for stor end for lille. Har postet nu - glæder mig til at se billeder "med indhold" ;-)

torsdag den 18. februar 2016

Buksedragt


Nogle gange skal der afprøves nye mønstre og teknikker. Derfor kastede jeg mig over denne lige dragt-sag.

Det varer selvfølgelig lidt inden årstiden er til det - dog måske med et par gamacher og lang-ærmet t-shirt?


En model med ret mange detaljer.



Hjemmelavede skråbånd - den bredde variant.


Små læg ved benene - giver det "puffede" look.


Bred elastik i ryggen - mere "puf".


Elsker bare disse trykknapper.


Det drillede en del med stolpen - burde gå nemmere, hvis jeg laver een mere ;-)

lørdag den 7. november 2015

Skrædder-saks


Denne Fiskars skrædder-saks har fulgt mig troligt i - hold nu fast - 36 år! Det er jo et helt vildt lang tid. Men har dog også måttet erkende, at den var ved at blive noget sløv - senest da jeg skulle klippe dette vatterede foer.

Men ikke noget en skærsliber ikke kan ordne for kr. 25,- - så nu er den klar til mange år mere.

Dog: Jeg er blevet bekendt med at Kai-sakse skulle være helt fantastiske.


Denne har model nummer 7250 og ligger vel omkring 1000,-. Ups - det er mange penge...

Jeg klapper hesten og ser, hvad "Black Friday" kan gøre for mig ;-)

lørdag den 10. oktober 2015

Foto-lokation


Som bekendt får jeg syet en del og vil også gerne vise her på bloggen, hvad jeg laver. Det går ret godt med at bruge iPhone til de hurtige snapshot.

Men men men - se lige den dér håbløse baggrund: Bordet.

Det er en pestilens for mig. Dels er linjerne svære at kompensere for, så de bliver "lige". Ofte kan motivet heller ikke være der, så parasol-hullet forstyrrer også øjet. Dertil kommet at bordet trænger til noget maling - selv ser jeg det hver gang. Endnu er der ikke nogen, som har kommenteret det ;-)


Endnu et håbløst eksempel på dårlig baggrund for mit tøj.

What to do?


Nu har jeg fået arrangeret mig med et stykke gråt "nervøs velour" - det kan jeg lige gribe på vej fra symaskinen til bordet på terrassen, som er mit "studie". Tænker denne grå farve nok vil være ok til det meste tøj. Men overvejer også at få købt et stykke sort og en lysere grå.






Så mangler jeg blot at finde på en løsning til det tøj, jeg gerne vil have op på bøjle...

tirsdag den 6. oktober 2015

Minions


Så har jeg fået lavet en større samling af disse små figurer. De er ganske populære, har jeg erfaret.


Jeg boltrer mig med disse 3 varianter.


En drenget udgave - størrelse 7 år.


Med detalje bagpå...



To pigede varianter.



Med tilhørende detaljer...



Minions gruppe-billede ;-)

tirsdag den 29. september 2015

Modeller


Det er dejligt når jeg får lejlighed til at se symaskinens produkter anvendt i den virkelige verden.


Bukserne har været vist i nyligt indlæg...


Ja nu er det så småt ved at være fleece-stof-tid. Måske jeg skulle få syet nogen i denne model igen?


Ikke u-effen med den spidse hætte - det tror jeg godt ungerne kan lide ;-)

lørdag den 26. september 2015

Mønsterbog fra England


I dag modtog jeg med posten denne fantastiske "bog" med posten. Hvorfor nu det?

Jo, i løbet af ugen faldt jeg nemlig over blogindlæg hos "Groovybaby": Blogindlæg.


Fra den blog/det indlæg har jeg lånt ovenstående billede. Jeg faldt fuldstændig for det design - bemærk især detaljen med belægningen, der krydser i nakken. Det er SÅ smukt.


Det var en delikat forsendelse at åbne - på kuverten var trykt dette - rustikt og "old-school" - så pyt med at det ikke helt er til at læse;-)



Udover mønster-bogen fulgte en lille "avis".


Bl.a. visende modellerne syet op i forskellige stoffer.


Og streg-tegning af modellerne. Godt de bliver vist på rigtige personer - det kan være en anelse svært helt at gennemskue snittet på disse tegninger, selvom de er noget flottere den dem i fx Burda.


De 6 medfølgende mønstre ligger trygt og godt bag denne fine lukning.


6 stk - værsgo at gå i gang.

Jeg kan ikke helt gennemskue de størrelser, de bruger i England - angiveligt er der fra størrelse 8 og til størrelse 18 - hvad dævlen mon det svarer til i noget jeg kender? Under alle omstændigheder regner jeg med at skulle have den største størrelse og evt hen og fifle med mønstret, så der bliver lagt ekstra til.


Sådan ser illustrationen ud i bogen. Som er den jakke jeg viser øverst fra den danske blog. Jeg vil tilsvarende forlænge når jeg syr. Vil givetvis også gå efter en hør-kvalitet. Det bliver den første jeg kaster mig over.


Modellerne er fint gennemfotograferede i bogen.


Også så man kan følge forarbejdningen undervejs - her er modellen vist fra vrangen. Det er altså bare gennemarbejdet!


Denne model tror jeg også jeg kommer til at afprøve i løbet af vinteren. I så fald første gang jeg bevæger mig ud i at iføre mig noget, der er slå-om-agtigt.

Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang....
Related Posts with Thumbnails