Viser opslag med etiketten apps. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten apps. Vis alle opslag

tirsdag den 5. januar 2016

#365 - dagens billede - også i 2016


Som beskrevet i forrige indlæg, tog jeg "dagens billede" hver eneste dag hen gennem hele 2015. Ungerne har flere gange spurgt mig, om jeg ikke glædede mig til året var slut, så jeg kunne "slippe" for tjansen. No way!

Det er jo et helt frivilligt projekt og faktisk ikke rigtig nogen, som kender til det. Sjældent nogen (andre end jeg selv) ser billederne og endnu sjældnere, at nogen kommenterer på dem. 

Hvorfor så overhovedet belemre sig selv med den slags udfordringer? Tjah - jeg synes det er sjovt ;-)



Har derfor i sinde at tage et år mere. Dog med en lille variant. Et nyt tema hver uge. Det bliver sådan, at yngstesønnen og jeg vælger emne for en uge ad gangen. Så fra lørdag til fredag kommer der nyt tema - vi har allerede lavet en lang liste med mulige emner, som vi kan vælge fra.


Her de billeder, som er taget lørdag, søndag og mandag - den vakse læser vil have spottet, at ugens tema er "kopper".

søndag den 6. april 2014

IT-livet

PB234078

 

Endnu et indlæg, hvor billedet ikke har den helt store sammenhæng med indlægget.

Er nemlig kommet på Mac for at skrive indlæg. Det program (MarsEdit) jeg testede til at lave blog-indlæg med dér, er udløbet. Tænke tænke - orkede simpelthen ikke at gå på jagt efter andet, så de 240 kroner er skudt afsted. Gad nok vide, hvormange køb de får på den konto? Folk prøver det - prøveperioden udløber - hvad fanden…..
Der var små skønhedsfejl - eller hvert fald ting, som jeg ikke var helt tilfreds med. Men når jeg læser reviews på nettet, er det nok det program, som de fleste anbefaler - trods alt.
Dog fortsat interesseret i at følge, om der skulle dukke andre muligheder op, som jeg kan teste af,

De sidste mange dage er gået med at få NAS til at virke, igangsætte diverse former for backup/synkronisering og ikke mindst installation af router. Alt sammen noget der byder på udfordringer og “hvad fanden skete der lige dér?”.

Denne morgen er det routeren, som udfordrer. Pludselig kan jeg ikke printe til min trådløse printer. Den er online og tilsyneladende fanget det trådløse net. Men “scan til computer er ikke aktiv”, hvilket plejer at indikere manglende forbindelse. Samtidig finder jeg ud af, at AirPrint fra fx iPhone heller ikke virker overmod samme printer. Hvornår er det mon holdt op med at virke? Og er der en sammenhæng mellem skift af router, eller er det noget helt andet?

Kan konstatere, at routeren ikke genkender alle de trådløse enheder i huset - når jeg kigger i dens kontrolpanel. Hvorfor mon nu det?

Og andre enheder skal “genstarte” inden det (nye) trådløse net fanges, eller også kan de ikke se de forskellige net. Hm….

Derudover er een af gårsdagens synkronisering af data gået galt. Bøvlet at rette op på. Grrr!!

Hvor ER det dog tidskrævende at arbejde med alle disse ting. Jeg har en forestilling om, at jeg gerne vil lave Photoshop, arbejde med billeder, lytte til musik og se film - gad vide, hvornår det hele spiller så meget, at jeg når dertil? 

 

 

søndag den 3. november 2013

Kamera app

Jeg har efterhånden en del kamera-apps på min iPhone, men det kniber med at have inde under huden, hvilke forcer de enkelte har.

Lørdag var en ualmindelig grå, mørk og kedelig efterårsdag, men alligevel blev det til en tur i en lille skov near-by.

Valgte app´en Wow Camera+ Pro ud til at teste.

a-billede411
Dette billede er taget med det indbyggede kamera – uden at gøre noget ved indstillingerne overhovedet.

a-billede410
På dette billede har jeg brugt WowCamera – kan godt lide, at jeg får originalen præsenteret samtidig med previews af de forskellige justerede udgaver.

a-billede412
Og så var det bare om at gå på jagt – selvom der var meget mørkt inde i skoven, synes jeg alligevel kamera/app gav mig noget brugbart.

a-billede413
a-billede414
Det er min tanke, at jeg vil oparbejde et “katalog” med forskellige natur-strukturer.

a-billede415
Foreløbig kommer billeder ind på pc´en - med tiden vil jeg bruge dem på min Mac, når jeg kommer i gang med at lege med billeder dér.

a-billede418

a-billede416
a-billede417
Forestiller mig også, at det bliver i Photoshop eller Aperture, at jeg vil omsætte til sort/hvid men måtte da afprøves det in-app. 

a-billede419

En effekt, som bare liiige måtte prøves. Tilfører ikke bladene noget godt men synes nu alligevel det er sjovt at prøve.

a-billede421
Turen blev også lagt forbi nærliggende kirke - her blev effekten overraskende god.

a-billede423
Jeg er er vant til, at mine billeder er på 3264x2448 pixel og dermed meget anvendelige i forskellige sammenhænge.
Derfor er det megasurt og komme hjem og finde ud af, at app´en leverer mig billeder i 640x480 ;-(
Har fiflet lidt med indstillingerne, så jeg fremover kan tage billeder i 1920x1080 px, men det er faktisk ikke “godt nok”. Jeg må teste videre med andre apps….

a-billede422
Selvom der er skruet pænt op for kontrast-effekten, er der dette min “dagens favorit”.

mandag den 11. februar 2013

Himlen over os

For nylig var jeg heldig at få hentet app´en StarTracker gratis.
(Koster normalt kr. 19,-)

Med den installeret på iPhonen kan man en stjerneklar aften rette telefonen mod himlen, og pludselig bliver man meget klogere på, hvad man ser.

abillede994
Jeg er ikke fuldbefaren på stjernehimlen men kan dog finde Orions bælte, så det var mod denne, sønniken holdt fønen op.

Og dette billede dukkede op på telefonen. Jeg synes simpelthen det er FANTASTISK!

Totalt forunderlig og lærerig app.

søndag den 27. januar 2013

Frugtboller


Sidste week-end blev der eksperimenteret med frugtboller i det lille køkken.

Opskriften rummede et par udfordringer + dem, som jeg selv tilføjede;-)

Der var valg mellem almindelig bagning (= fuld portion gær og ikke så lang hævning) eller kold-hævning over lang tid (½ portion gær og et døgns hævning).
Jeg valgte det sidste – angiveligt skulle det give det bedste resultat, så nu skulle det prøves (for første gang).

Oplevelser undervejs:
- Frugten (æbler og pærer) hakket i tern. Jeg var doven, så ternene blev store;-)
- Havde ikke noget flydende margarine. Den i skabet havde liiiige sneget sig over udløbsdato. Der blev smeltet lidt almindeligt – formodentlig godt det samme.
- I skyndingen glemte jeg, at det kun var halv portion gær. Dammed!
- Dejen skulle røres i 8 minutter i røremaskine. Glem det.
Jeg har ikke nogen røremaskine (hvilket mine børn nu synes der er en passende anledning til at få anskaffet). Dejen var tung, så lad mig være venlig og sige, at den blev “samlet”.

Resultat: Jeg synes de smagte godt, men jeg havde dem for mig selv.
Den store frugtmængde gjorde, at jeg har kunnet spise af dem hele ugen – et stort plus.

Næste gang: Jeg må være obs på det med den halve gær-mængde. Hvis jeg er tilfreds derefter, vil opskriften være “available”.

Som noget nyt øver jeg mig i at have opskrifter lagt ind på min iPad. Så kan jeg blot have den stående (pænt langt væk fra evt. stænk fra køkkenbordet) som en slags opslagsbog, mens jeg bager. Er så langsomt ved at få lagt (de gode) opskrifter ind i Evernote-programmet – dermed har jeg nem tilgang til dem fra alle platforme. Næste gang der bliver spurgt til en drømmekage-opskrift på Facebook, vil det tage mig under 5 sekunder at kunne fremsende;-)

onsdag den 10. oktober 2012

Fordummende spil

Lad det være sagt med det samme: Jeg ELSKER fordummende spil. Kan spille Bubble Shooter og Mahjong i timevis. Ikke en fornuftig tanke er i mit hoved i den tid.

Bilder mig ind, at min hjerne kommer i en slags alfa-tilstand – næsten meditationsagtigt. Det må givetvis være sundt. Så jeg spiller gladeligt videre.

Og nu har jeg opdaget potentialet på min iPad;-)

abillede845Lige nu står den på “Odysseus” fra Big Fish Games. De har masser af spil, som er sådan lidt adventure-agtige. Man skal løse gåder, lave puslespil, finde ting osv. 

Netop “finde ting” er sjovt. Se det indledende billede. Meget ligesom “Find Holger” – der gemmer sig en masse skjulte ting – vanvittig flot grafik i øvrigt.

En lille sidegevinst: Når jeg spiller det med ungerne, får de lært en masse engelsk, når de skal finde de ting, som er listet.

Så nu har jeg to plausible grunde til at fortsætte med mine fordummende spil: Det er både sundt og lærerigt;-)

lørdag den 22. september 2012

Genveje

Nogle gange har jeg et problem, som er uerkendt. Som fx at jeg manglede “autotekster”, når jeg skrev på iPhone eller iPad. Devicen har nogle indbyggede, men det var dårligt nok nået frem til min bevidsthed, at jeg havde et ønske om selv at kunne tilføje min egne.

Det har jeg styr på nu, og det er jeg MEGET glad for. Som det ses af ovenstående skærmbillede, finder man det (fx på iPhone) under Indstillinger, Generelt og Tastatur.

abillede824

Alle steder, hvor jeg kan skrive tekst, kan jeg nu benytte mig af min lille genvej. 
Er først lige kommet i gang, så jeg har ikke fået lavet så mange endnu, men min dovenhed vil helt klart hurtigt spotte, hvor jeg kan spare tastetryk;-)

Det var på fx min iPhone – men skal jeg så lave det tilsvarende på de andre devices, jeg måtte have?

Nope – ikke siden onsdag d. 19. september, hvor IOS 6 meldte sin ankomst.

abillede822

Nu kan man nemlig få underet til at ske på tværs af de enheder, hvor iClouds “Dokumenter og data” er tilkoblet. (Og selvfølgelig kun mellem enheder med samme apple-id.)

Først fik jeg løsningen på et problem, som jeg ikke vidste, jeg havde. Og dernæst en yderligere feature.
Så kan en dag da ikke blive meget bedre;-)

onsdag den 19. september 2012

Næsten ligesom juleaften

Her i huset er der en forventningens glæde – nææææsten ligesom til juleaften. Hvert fald hos ældstesønnen.

I dag er det nemlig 19. september. Dagen, hvor IOS 6 til iPhone og iPad bliver frigivet.

Han er SÅ klar. Lektierne er lavet. Der er arrangeret med nudler (!) og Cola, så nu må det gerne snart være nu. Det giver åbenbart “street credit” at være først med det nyeste;-)

Vi regner med den “lander” i DK omkring kl. 19 – se dette worldwide tidsskema.

Lidt om hvad IOS 6 indeholder

Hvad glæder jeg mig selv mest til? Tjoh – spændende at se den 3D-funktion, som er indbygget i kortet.

Og til at kunne tage panorama-billeder.

Plus at jeg selvfølgelig har lovet at afprøve Passbook – hvis altså der er noget fornuftigt at afprøve det på;-)

Ellers er jeg rimelig tilbagelænet og afventende;-)

tirsdag den 11. september 2012

Passbook

Guderne skal vide, at jeg ikke er den hurtigste knallert på kajen, når det gælder at afprøve nye produkter eller apps. Fx apps til opbevaring af koder.

I morgen lancerer Apple IOS6, som bl.a. indeholder Passbook, der netop er sådan en “dims” til at håndtere billetter, tilmeldinger osv.

abillede808
Jeg har – for denne ene gangs skyld – givet min søn håndslag på, at jeg IKKE vil holde på håndbremsen, men straks give mig i kast med at afprøve den.

Stay tuned….

fredag den 24. august 2012

NFC - løsningen på mit "kort"-problem?

For nylig mukkede jeg i et indlæg over “kortenes forbandelse”. Alle de myriader af medlemskort, som misformer min pung til ukendelighed.
Måske er der hjælp på vej i form af NFC? Near Field Communication?

Tilsyneladende er begrebet endnu ikke forankret i et bestemt firma og har dermed ikke noget logo – har derfor kreeret lidt forsølvet grafik til lejligheden;-)

Hvordan virker NFC?

NFC er en netværksteknologi som virker trådløst på korte afstande, og som muliggør trådløs forbindelse, mellem to enheder der befinder sig i nærheden af hinanden, og som kun kræver at den ene enhed er tændt for at fungere. NFC bruges primært til at dele data, parre enheder og udføre transaktioner.

En mulighed i Danmark?
4 teleselskaber er gået sammen om denne hensigtserklæring:

Det skal være lettere og mere sikkert at være dansker. Derfor går de fire teleselskaber TDC, Telenor, Telia og Teleselskabet 3 nu sammen om at føre visionen om den digitale tegnebog ud i livet. Kontanter, sygesikringskort, betalingskort og medlemskort - alt hvad vi fysisk har i vores tegnebog eller pengepung vil snart ligge på digitalt på vores sim-kort som helt almindelige dagligdags funktioner på vores mobiler.

Yeah!!

Som vanligt tænker jeg straks på, om det nu er sikkert nok? For it-kyndige vil det vel være en smal sag at opfange de signaler som sendes mellem de to enheder?
Eller er jeg for mistroisk?

Eksempel på, hvordan det kan anvendes som en slags rabat-kort:

Jeg glæder mig allerede;-)

onsdag den 1. august 2012

Endelig med iPad

Ivrigt fremheppet af ældste-sønnen fik jeg i sommerferien erhvervet mig en iPad.

Det kneb med tiden til at komme i gang med den. Ville gerne have god tid, når jeg skulle starte den op første gang. Derfor blev den GRUNDIGT opladet – nok i nærheden af 3 døgn;-)

Da den endelig blev sat til (apple-id var i orden i forvejen), tog opsætningsguiden 3 minutter og 28 sekunder at rille igennem. Derefter var jeg klar til at hente min første app ned.
Det er da bare noget, der rykker! Microsoft go home…

Egentlig har jeg været i tvivl om, om jeg overhovedet havde brug for en iPad. Ikke mindst fordi jeg var blevet så glad for min iPhone (som jeg i øvrig dengang heller ikke vidste, om jeg rigtig havde noget at bruge til!).

Langsomt – men sikkert – er jeg ved at få inkorporeret familieforøgelsen i daglidagen.

abillede719
Den har nu fast plads i tasken ved siden af bøger og “føn”.

Plusser ved at have fået iPad:
-  Den er meget bedre for mine øjne, når jeg læser større tekster
- Jeg kan se hele pladen i Wordfeud – bilder mig ind, at jeg dermed spiller bedre;-)
- Det er meget nemmere at få læst de hundredevis af indlæg i Google Reader (hyggeligt at sidde med i haven/på terrassen)
- Facebook virker rigtig godt – i min IE8 kan jeg ikke se gamle beskeder (hvilket undrer mig meget)
- Smart at mit cover “slukker” iPad, når jeg lukker det
- Meget bedre at surfe på end iPhone (ikke overraskende)

Minusser ved iPad:
- Jeg har meget svært ved at forlige mig med skærmen og det genskin, som ofte er der (hader også bærbare pc´ere med det)
- Skærmen bliver hurtigt fedtet pga fingerbevægelserne. Må finde ud af, hvordan jeg skånsomt kan rense den
- Ikke særlig nem at anvende, når jeg ligger i sengen. iPhonen er bedre – gad vide, hvordan mini-iPad vil være?

abillede717 
Synes jeg, det er enormt fantastisk med en Retina-skærm? Næh – tror jeg ville have været lige så glad for en iPad2.

Nu, hvor endnu en iDevice har indfundet sig i mit liv, bliver jeg mere og mere begejstret for cross-platform-programmer/apps som Facebook, Instapaper, Evernote, Dropbox, Google Reader osv osv
Det er blevet vigtigt for mig at kunne nå mine data/billeder, ligegyldig om jeg er på pc eller en iTing.

Nu glæder jeg mig til at få koblet iCloud på og komme i gang med billed-delen. Yes!

Thumbs up from iNette

mandag den 16. juli 2012

Apps til collager

Jeg blev inspireret af Snullemor til at lave en farve-temaserie - har allerede lavet med farven “gul”, og nu er turen så kommet til “pink”.

Tænkte dog, at jeg vil kombinere farvefokus med afprøvning af diverse iPhone-apps til collager. Jeg er VILD med collager og har i årevis ledt med lys og lygte efter gode programmer/plugins til pc – det bedste har hidtil været PhotoScape

Skal da lige love for, at det forholder sig noget anderledes med apps til iPhone. Bevares – der findes mange møg-apps, som det ikke er værd at kaste tid og penge efter, men der findes så sandelig også mange anvendelige.

abillede669
Den app, jeg har anvendt i dette indlæg, hedder PolyFrame og kan erhverves for kr. 6,- med mindre den da er på “sale” til kr. 0,-. (Det hænder nemlig ind imellem med mange apps.) 
Jeg er MEGET begejstret for denne app. Nem at anvende og mange variationsmuligheder.

Først må jeg dog lige give ondt af mig i forhold til iPhone, Kamerarulle, iTunes og mulighed for at håndtere billedealbums. Jeg er fra Windows-verdenen vant til fuldstændig at kunne styre, hvor jeg har mine billeder, hvilke mapper de ligger i, hvorledes billeder/mapper er navngivet osv . Der kan jongleres elegant, og jeg har helt styr på, hvad der sker.
Det oplever jeg ikke med iPhone/iTunes. Meget tungt!
Er dog helt med på, at mine trængsler kan skyldes manglende viden/træning, men det er altså dér, jeg er lige nu;-(
Findes der mon apps, som kan hjælpe mig? Måske…

Slut med brokkeri i denne omgang.

abillede671
Har fået kopieret en del billeder fra pc til iPhone, og så er det ellers bare om at boltre sig.

abillede673
Prøv lige at se en rigdom af “shapes”!
Der kan leges med rammer, tykkelsen på rammerne, faconen på de enkelte små felter, farver på rammer osv osv.
En lille sjov ting er, at når et billede er lagt ind i eet af de små felter, så kan det kun skubbes enten vandret eller lodret.

abillede672
I PolyFrame kan billederne gemmes i forskellige størrelser (god mulighed!), og kan lægges på kamerarulle, Facebook, Instagram, Twitter, sendes med mail osv.  Ikke mange apps har så mange muligheder.

På Facebook bliver billeder fra PolyFrame lagt i deres eget album. Det er nu ikke fordi, jeg ofte lægger billeder på Facebook, og da slet ikke collager, men jeg har sat mig for at teste share-faciliteten i alle collage-apps, jeg får afprøvet.

På alle områder topkarakter herfra.

lørdag den 14. juli 2012

Kortenes forbandelse

For nylig mistede jeg min pung for en kort stund, og ham, som forenede mig med den igen, kommenterede på tyngden og tykkelsen af pungen. Ganske ret har han: Den indeholder alt for meget.

Hvorfor mon?

Mestendels skyldes det alle de kort, som jeg ser mig nødsaget til at have i den for at kunne kvalificere mig til forskellige tjenester/rabatter. En hurtig listning af dem, som i dette øjeblik ligger i pungen:
- Dankort
- Sygesikringskort (3 stk.)
- Fynbus-kort
- IKEA family-kort
- Bilka TÆNK STORT
- Coop medlemskort
- Club Matas
- Game Stop
- Årskort til Zoo
- Årskort til Naturama
- Cityforeningen gavekort

Og sådan er listen EFTER jeg har ryddet dem væk, som der er mindst chance/risiko for at skulle bruge.

Dem der sidder og udtænker kort-koncepterne, synes sikkert de er vældig smarte og “fremme i skoene”, men helt ærligt!

Jeg er efterhånden så irriteret over det, at når “nogen” tilbyder mig medlemskab af “noget”, så kan bare det, at jeg skal have et kort mere være udslagsgivende for, at jeg ikke tilmelder mig.

Udvikling af en app? Et fælleskort, som mange gik sammen om? Andre muligheder? Re-tænkning, please.

fredag den 13. juli 2012

Hjælp til hukommelsen

Dette ikon kommer fra app´en “Due”, som jeg nu i noget tid har haft på min iPhone. Den er relativ bekostelig (kr. 30,-), hvilket er meget at give for en app, når man ikke rigtig ved, om man kan bruge den.

Men det kan jeg.

Det er en app, som hjælper mig med at “huske ting”. På det givne tidspunkt kommer den men en sprød lille klokke-tone. Får jeg den ikke slået fra, dukker den op igen efter et minut. Igen og igen. 
Tænker, at der nok også er andre apps, som kan – blot kender jeg dem ikke;-)

Pointen er selvfølgelig, at jeg kun lægger ting ind, som jeg virkelig VIL mindes om, lige indtild de er udført.
Men af de ting, jeg har sat reminder på indtil videre, har jeg ikke misset een eneste = jeg er tilfreds.

fredag den 15. juni 2012

Bog køb

Denne biografi ligger stadigvæk til læsning – den har været undervejs længe.
Det er der primært tre grunde til:

1 - iPhone:
Den tid jeg normalt ville være i afslapnings-mode, bliver nu optaget af min getting-aquainted med denne device.
Morgen, aften og midt på dagen skal Wordfeud-vennerne lige have et ord med på vejen.
Rumble (her spiller jeg kun med 2-3 stykker) bliver også holdt i luften.
Derudover er der Flipboard og alle de (efterhånden mange) foto- og grafik apps, som det er sjovt at få sat sig ind i. Det tager jeg i et særskilt blog-indlæg;-)
Plus al teknikken, som jeg tilegner mig bid for bid.

2 – Jeg skal have det hele med
Bogen kommer ind på rigtig mange emner, som er veldokumenterede på nettet, og som jeg gerne vil følge op på. Billeder af mange forskelle macs gennem tiderne, Pixar-tiltaget for slet ikke at nævne de mange personlige opgør og spændende events, hvor de nye tiltag annonceres. Sidstnævnte kan alle findes som Youtube-videoer. Så blot en enkelt side i biografien har flere gange sendt mig ud på timelange digressioner;-)

3 – Hvad så bagefter?
Men sagen er også, at jeg faktisk slet ikke har lyst til at blive færdig med bogen. Synes den er voldsomt spændende – ikke mindst på grund af de mange afstikkere til dette og hint. Lærer meget om personen Steve Jobs og om den fantastiske virksomhed, han har skabt. Holdningerne til design. Modet til at gå efter det, man tror på. Kompromisløshed. Osv. osv.
 
Så jeg “sparer” på den;-)

Mht sidstnævnte har jeg i dag prøvet at snyde mig selv ved at købe en afløser til biografien:

abillede440
Denne bog så jeg i Humac-butikken, da jeg for nogle måneder siden var på udkig efter gaver til ældstesønnens konfirmation. Nu skal jeg som regel lige tænke mig om – bogen er relativ dyr – men da de har minus 25% på den, slog jeg til i dag.
Jeg har ikke undersøgt, om den har fået gode anmeldelser – satser på, at den “holder”.

Ekspedienten (det er altså et gammeldags ord og dækker ikke min oplevelse af ham) spurgte ind til min mail, telefon, adresse og fødselsdag. Inden jeg så mig om var jeg bleve medlem af Humac og vil få diverse rabatter og tilbud (noget af det specielt på min fødselsdag.) Han glæder sig allerede til at byde mig velkommen, når han skal sælge mig en iPad;-)

abillede439
Fik desuden udleveret 50-siders (lækkert) katalog. Kan rigtig godt lide, at det indeholder priser – tror nærmest Apple er det eneste firma som “tør” sætte priser i den
slags langtidsholdbare kataloger. Deres priser er så topstyrede, at det kan lade sig gøre - ganske sjældent.

 abillede441
Inden jeg fik set mig om svansede jeg hen gennem byen med min nyerhvervede bog i denne emballage.

Jeg holder af at se mig selv som en person med et distanceret og iagttagende forhold til Apple (og alle deres produkter). 
Lykkes jeg med det? Næh…..;-) 

søndag den 10. juni 2012

Instapaper

Een af de apps jeg næsten bruger dagligt er Instapaper.

Hvad kan den så? Jo den kan gemme bogmærker.
Skulle det nu være noget særligt, kan man mene. Men da den kan gemme på tværs af Windows- og Apple-platformen, finder jeg den voldsomt anvendelig.

På pc´en har jeg installeret et lille java-script, som gør, at jeg nemt kan gemme alle sider ind i Instapaper-arkivet (som ligger på internettet).

Jeg synes ikke iPhonen er voldsomt velegnet til at læse længere artikler, eller også har jeg fundet noget spændende, lige inden jeg skal sove – så er det rart at kunne “gemme til senere læsning”.

Koster kr. 30,-, hvilket er liiige i overkanten i forhold til mange andre apps, men igen: Jeg værdsætter den meget.

Related Posts with Thumbnails