fredag den 8. juli 2016

Windows 10


Så har jeg langt om længe fået installeret Windows 10. På min egen private pc vel at bemærke.

På arbejde har jeg rask væk installeret den på mange maskiner i den senere tid. Det er altid noget helt andet, når det er min egen pc, som er i spil Dér er jeg en kylling og kan gå og "frygte" det længe.

Hvorfor nu det? Jo, jeg synes det var en skræmmende oplevelse at gå fra Win XP til Vista. Og senerehen da jeg blev påtvunget en win7, hvor den endnu var ganske ny.
Der var ikke drivere til min printer klar, og mine mange billedbehandlingsprogrammer med tilhørende opsætninger var bestemt ikke noget, der bare lige fungerede.

Men det var een af punkterne på min sommerferie-to-do-liste, og jeg er nu i mål med opgraderingen.

Hvordan gik det så? Det tog nok 4-5 timer inden win10 var downloadet, installeret og genstartet med diverse opdateringer.

Dette "gik galt":
- Min Paint Shop Pro 8 kunne ikke umiddelbart starte, og jeg måtte have fat i installationsskiven (som jeg heldigvis havde gemt omhyggeligt).
- Min printer virkede ikke ;-) Det gode ved ikke at være firstmover er, at jeg kan læne mig op af andres erfaringer. Google var igen min ven. Fik hjælp fra denne artikel: Driver til HP7350.
Den korte udgave: Installer manuelt - vælg driver til HP7250 - brug port DOT4... - jeg var aldrig kommet på det af mig selv - blot glad for jeg fortsat kan printe. Måske jeg burde få købt mig en ny og tidssvarende printer....?
- Jeg er ikke den store tilhænger af de seneste Windows-versioners "proceslinje". Ikonerne er for store og klodsede. Vil gerne have den gamle værktøjslinje fra Windows XP. Heldigvis virker mit hack stadig. Er i øverigt beskrevet i andet indlæg her på bloggen.
- Er ikke den store tilhænger af Win10-grafikken, som jeg finder flad og farveløs. Men ville ikke risikere at skulle betale penge for opgraderingen (ville jeg skulle efter 2. august), så jeg gjorde præcis som Microsoft gerne ville have mig til ;-) Opgraderede.
- Jeg har haft en enkelt runtime-error i en dll i dag. Det er noget, som kan give mig myrekryb. Den slags fejl kommer fra noget helt grundlæggende, der er galt. Kunne dog ikke identificere, hvad der udløste fejlen. Har ikke haft stunder at kigge i logs endnu. Måske blot en enlig svale...

Dette gik godt:
- Det var så stort set resten, som er gået godt.
- Faktisk havde jeg på min Win7-installation problemer med at skifte skærmopløsning. De ser ud til at være ovre med nyeste OS.

Mission completed.

PS: Støder jeg på nye hændelser, bliver dette indlæg opdateret.

Søndag 10-07-16:
- Mit mailprogram insisterer på at bruge "Edge" til at åbne links med. Det skal den IKKE - den kamp har jeg ikke vundet endnu.
- Skal have sat et ordentligt billede ind ved startsiden - jeg ser kun en "sur mand".
- Pc bibeholder ikke at jeg sætter den i sleepmode - tænder af sig selv i løbet af natten. Grr...!!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du skriver en kommentar til mig. Hvis du "tilmelder dig via e-mail" nedenfor, får du fluks en mail, når jeg har besvaret. Smart, ikke?

Related Posts with Thumbnails