fredag den 2. maj 2014

Frivillig sy-pause


Jeg har stort set ikke syet noget det seneste års tid. Synes jeg var kommet ind i en stime, hvor jeg producerede og ofte tænkte på, hvad materialer/timeløn skulle være i forhold til et evt. salg. Det er for så vidt også ok, hvis der er noget flow i salget og man (læs: jeg) er tilfreds med gennemstrømningen. Det var jeg ikke.

Kunne også godt mærke, at skoen nok trykkede et helt andet sted. Valgte ofte de nemme løsninger fremfor de tidskrævende og mere udfordrende. Det er ikke godt for mit kreative selvværd.

Det var hvert fald een af grundene til, at jeg slog bremserne i.

Hvad så fremover?


Dels har jeg fået investeret i en ny symaskine - den kan hjælpe med bedre kvalitet. Når jeg sætter en stinglængde på 3 mm så ER den faktisk det. Og ikke eet eller andet svingende sted mellem 2,5 og 3,5 mm.


Dels vil jeg prioritere det "at gøre mig umage" meget højere. Dels når jeg vælger mønstre og dels når jeg vælger sytekniske løsninger.
Her kommer den nye maskine ind igen: Den kan nemlig lave fuldautomatisk knaphuller - yeah!!!


Men har som sagt ikke syet længe og dermed er en masse rutine røget. På hele denne lange dag har jeg "kun" fået syet ovenstående mamelukker. Masser som skulle overvindes.

- Først skulle der findes mønster. Hvor var bøgerne? Silkepapiret? Er 80 nu godt nok een på ½ år?
- Intet lå det "rigtige" sted - papir, blyant, bøger, lineal, plads på bordet

Først efter en time havde jeg fået tegnet mønster og klippet det ud.

- Stof skulle vælges. Ingen kunne jeg mærke hvor langt væk "flowet" var...

Åh gud - først skal jeg jo overlocke. Frem med den maskine. Strømstik optaget af den NAS, som i mellemtiden er kommet til. Så måtte der omorganiseres.

- Hen og læse i mine noter om diverse sømrum og andre sytekniske fif, jeg har noteret mig til de enkelte modeller. Så jeg fx får overlocket i den rigtige rækkefølge i forhold til alm syning.

Efter 2-3 timer var jeg så klar til nærkontakt med ny symaskine. Godt nok er det også en Bernina men der er sket en del ændringer, så jeg måtte konsultere manual OG youtube mere end een gang. Det begyndte allerede da jeg skulle skifte trykfod.


Dette er udvalget af trykfødder - en nyt snap-on-princip, som skulle aflures.


Det er i øvrigt denne monstrøse fætter, som skal bruges til de automatiske knaphuller.


- Spoling, trådning, stinglængde, stingbredde, nåleposition, sy baglæns - jo jo - en time senere var jeg såmænd ved at have fat i den lange ende.

Formiddagen har mindet mig om, at der ligger stor værdi i beskæftige sig indgående med ting og værne om rutinen. Deri ligger meget kvalitet gemt. Heldigvis kan jeg hurtigt få det vakt til live. Så nu skal jeg "bare" i gang med at lave ting til mig selv og andre (ikke nødvendigvis med salg for øje).

Og helt essentielt: Lave ting som udfordrer mig teknisk og kreativt. Umage og nærvær!

2 kommentarer:

  1. Umage og nærvær, - så behøver man ikke så meget mere.

    Sikke nogen fine mamelukker:)

    SvarSlet
  2. Det er bare så dejligt at være kommet i gang igen ;-)

    SvarSlet

Dejligt at du skriver en kommentar til mig. Hvis du "tilmelder dig via e-mail" nedenfor, får du fluks en mail, når jeg har besvaret. Smart, ikke?

Related Posts with Thumbnails