Da jeg havde givet blod 25 gange fik jeg en fin gave. Troede egentlig, at det var det og forventede på ingen måde yderligere tak eller opmærksomhed for denne samfundstjeneste.
Blev derfor overrasket, da jeg for et par måneder siden fik en invitation til spisning og underholdning i Koncerthuset. Kender en del bloddonorer men havde aldrig hørt om noget sådant. Så tænkte, der kun ville komme en lille stak – måske 50.
Men vi var flere hundrede. Jeg var een af “grønskollingerne” med kun 25 tapninger. Der var folk, som var blevet tappet 100, 125 og sågar 150 gange!
Var egentlig i tvivl om, om jeg overhovedet ville med. Sådan sin sag at dukke op til arrangement, hvor man INTET kender til de andre. På den anden side var det jo samme situation for alle, så min medfødte nysgerrighed og lad-os-se-hvad-der-sker-gen sendte mig afsted.
Trods det, at jeg er født og opvokset i Odense og har levet næste hele mit liv der, så var der kun 3-4 kendte ansigter, når jeg kiggede ud over salen.
Opdækningen INDEN jeg fik konverteret vin til øl.
Buffet – kaffe og kage.
Så sidder man dér – til bords med 11 andre. Hvad skal man dog snakke om? Fik virkelig lejlighed til at få pudset min konversations-talent af.
Det går jo alligevel.
Fik snakket med 3 interessante mennesker:
- en pige, som er ansat et sted, der arbejder med de løsninger, som mit firma laver (heldigvis var hun tilfreds)
- en dame, som til daglig arbejder på sygehuset. Spændende at snakke sygehus, arbejdsforhold og menneskesyn
- en mand, som er arkitekt. Ganske overraskende har han fravalgt anvendelse af computer og tegner alt i hånden. Meget interessant snak om design, æstetik – og ikke mindst de globale påvirkninger indenfor det område
Vi kom også til at snakke om oplevelsen vi har, når vi får tappet blod. Om den stigende tendens til at sygeplejerskerne har mere travlt med at tale med hinanden end med os, som får tappet blod. Om det at være til stede og nærværende med de mennesker, man er i kontakt med. Kontra det fragmentariske, hvor man hele tiden har gang i “noget andet”. Facebook, sms osv osv
Under spisningen var der, hvad jeg kalder taffelmusik.
Efter spisning ville der være decideret underholdning. Fik mig spurgt ind til, hvad der havde været tidligere år. “Odense Paraden”, “Birthe Kjær”, “Folkemusik”.
Tænkte, at jeg så nok ville tage hjem hurtigt…
I lyset af ovenstående muligheder var det ganske positivt, at det var “På Slaget 12”, der kom på scenen. Skal da lige love for, at Anne-Mette Elten kan synge igennem! Jeg blev til det sluttede ;-)
Uventet indbydelse – ingen forventninger – kanon aften!
Tak til Donor-korpset for det.
Ja, man skal nok øve sig i ikke at være så skeptisk. Har selv lige haft en fantastisk (og uventet) oplevelse af en film:)
SvarSletDet lyder som en dejlig aften med underholdning af mit "lokale" band.
Dejligt du fik noget ud af det der "bløderri"
SvarSletMin man har været donor, nu er han for gammel til det "pjat", men vi har haft dejlige oplevelser med de gode invitationer der bød mange gode kunstnere.
Får en lille støtanke, er vi ikke sommetider lidt" jeg er bedre end de andre", eller "det er da lige under mit niveau", og så er det netop der vi bliver supergladeoverraskede og måske lidt klar over at vi er jo ikke bedre end de andre. Sorry hvis du synes jeg er flabet, men det er jo ud fra egne erfaringer, stiller mig ikke over nogen ;-)
KH bedstemorkaren
Både Eva og Karen Margrethe: Jeg synes min hverdag er ganske presset og skemalagt. Det er dejligt - nu hvor børnen er blevet lidt større - at der nu er tid (eller jeg tager mig tid) til at udsætte mig for det, som jeg ikke normalt ville. Netop = at der ikke er så mange forventninger. Det i sig selv er faktisk en god forudsætning for en oplevelse.
SvarSlet