søndag den 8. april 2012

En kongelig affære

 
Påsken er et godt tidspunkt at gå i biografen i, og “En kongelig affære” var det naturlige valg. Yngstesønnen havde valgt at springe fra, da den voldsomme slutning virkede skræmmende.
 
abillede259

Heldigvis havde jeg nået at få læst op på Struense og samtiden i denne fakta-bog. 
Jeg var fx ikke klar over, at Struense var så meget en Oplysningstidens mand – stærkt præget af Voltaire og Rousseau. Hans forsøg på at indføre reformer var så yderliggående frihedsorienteret, at dem, som det skulle komme til gavn, slet ikke kunne følge med.
 
abillede256
 
Filmen er et pragtværk.
Fotograferingen og lyssætningen er formiddabel - der er hele tiden en diset “oldtime” stemning, som virker godt.
 
abillede258
 
Mads Mikkelsen spiller eminent.
En ny livlæge skal ansættes og 5-6 potentielle emner er kaldt til samtale. Struense kommer først ind og møder en tydeligt syg Chr. d. 7., der sidder hensunket i en stol og IKKE mener, han har brug for en læge.
Struense bevæger sig langsomt ind i lokalet og taler til ham som menneske og ikke som konge. Spørger fx “hvad han ville lave, hvis han ikke var konge”.  Kongen svarer kryptisk med citat fra et skuespil. Den fanger Struense, og de næste replikker er udveksling af skuespilcitater.
Kongen har fundet een, som kan (og vil) matche ham - lige præcis dér har Struense fået et nyt job.
 
abillede260
 
Mod slutningen er en scene, hvor Struense sidder i kareten sammen med Grev Brandt og en præst på vej mod skafottet. Grev Brandt tror stadig, at kongen vil benåde dem, men Struense aflæser præstens kropssignaler og ved, at der ikke vil blive nogen benådning.
Hele det følelsesregister man kan aflæse i hans ansigt er en Oscar værd.
 
 
(Alle de viste billeder er lånt fra nettet)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du skriver en kommentar til mig. Hvis du "tilmelder dig via e-mail" nedenfor, får du fluks en mail, når jeg har besvaret. Smart, ikke?

Related Posts with Thumbnails