Julens værdier....

… ikke blot i julen er det vigtigt med værdier.

Citatet på billedet holder jeg meget af, og det blev brugt i årets julebrev til familie og venner.

Hvert år til jul er jeg opmærksom på, om der indfinder sig blot een enkelt lille situation med, hvad jeg opfatter som julens sjæl. Det kan fx være en gademusikant, som spiller et smukt stykke musik, mens jeg passerer forbi.
I år var det ved boghandleren, hvor den søde ekspedient pakkede min bog så ualmindelig flot ind. Det kommenterede jeg, og da hun rakte mig posen med den indpakkede gave, ønskede hun “god jul”. Det blik og de smil vi udvekslede, var gensidigt fuldstændig ægte og ikke et udtryk for, at hun i sin boghandler-jule-manual har stående, at smil til kunder nok vil øge salget.

I dag faldt jeg over denne artikel fra K-forum om finanskrisen og hvad den gør ved os – på ondt og godt. Meget læseværdig.

Jeg tillader mig at viderebringe nedenstående citat fra artiklen – gå endelig ind og læs den samlede udgivelse.

Høflighed er det nye klister

Den stigende omtanke kommer nu til udtryk i en ny høflighed. Høfligheden findes frem fra gemmerne og bruges som klister i en ny sammenhængskraft.

Det personlige ansvar for at verden bliver et rart sted at være –med eller uden penge og så længe det varer – tages igen alvorligt af den enkelte. Prøv at lyt til snakken på gaden: Man bander mindre. Man hilser pænt på buschaufføren. Siger hej til kassedame og viser oprigtig interesse. Holder døren for andre og siger: ”Jeg giver, du kan give næste gang”, hvis man snupper en kop grøn te på farten med en ven. Man sætter sin mobil på lydløs af høflighed og sender flinke og høflige opfølgende sms’er. På gaden spørger man turister, om man skal hjælpe dem på vej. På de sociale medier er det lang tid siden, nogen brugte status-updaten som skidtspand. Der synes at være opnået konsensus om kun at bidrage positivt på de sociale medier, som om den kollektive tanke har ramt os, at der er lort nok i verden.

Jeg er meget fascineret af udtrykket “at passe sin have”. Det kommer fra Voltaires bog Candide. Jeg tillader mig endnu et uddrag af artikel fra nettet:

En af de på samme tid mest hårdtslående og lethoppende filosofiske romaner, der kom ud af den franske oplysning i 1700-tallet, var Voltaires (1694-1778) med rette berømte superklassiker “Candide”.
“Candide” er som bekendt formet som en dreven dialog mellem skvadderhovedet Pangloss, der stædigt hævder, at denne verden er den bedste af alle mulige verdener, og heroverfor den kyniske Martin, der generelt venter sig det værste af sine medmennesker, og som lidt for ofte får ret.
Imellem de to står den brave, men naive Candide, der til slut - efter talrige rædsomme prøvelser - sammen med sin grusomt tilredte Kunigunde beslutter sig for, at det mindst ringe nok er at »passe sin have«, dvs. at gøre alt det bedste man kan, inden for rammerne af sin egen lille lokalverden.

Inden for rammerne af “min lille have”, vil jeg bestræbe mig på at være et nærværende og høfligt menneske og dermed have et værdi-fyldt liv.