tirsdag den 4. oktober 2011

Afhopperen

Er netop blevet færdig med at læse denne ny-udkomne bog. Blev læst på 3 dage - den var i visse perioder lige så spændende som en krimi!

Jeg har altid været fascineret af de alternative tilgange til viden. Lige præcis Scientology har jeg ikke selv stiftet bekendtskab med, men det har jeg bestemt med mange andre områder: Yoga, Reiki, Tarot, Astrologi, aura osv. osv.
Navne som Sai Baba, Stuart Wilde, Louise Hay, Wayne Dyer, Eckart Tolle, Shakti Gawain er blot nogle få af dem, som jeg har læst i bogform og været meget optaget af.

Så det med at søge en højere mening og blive klogere på sig selv, kan jeg i den grad genkende. Samme tilgang som Robert Dam har haft til Scientologi.

Kunne det lige så godt have været mig, som var blevet “indfanget”? Muligvis. Derfor er det så interessant at læse om.

Bogen er opbygget, så kapitlerne skiftevis omhandler forfatterens egen historie og skiftevis selve organisationen Scientology. Det er med vilje, at jeg ikke kalder den en religion, da de ikke arbejder med et guds-begreb. At det bliver betegnet som en religion er udelukkende et fif for at omgå skattelovgivning og diverse ubehagelige sagsanlæg.

Image2
(Billede lånt fra internettet. Symbolet med “Broen” symbobliserer(den lange) vej mod ophøjethed – som i praksis er nærmest uopnåelig.)

Det er uhyggelig læsning. Det er en meget personlig beretning om, hvordan et menneske (trods intelligens) kan blive indfanget af løftet om at blive bedre – og ikke mindst bedre end andre. Dog skal der hele tiden lige betales lidt mere og ydes lidt mere. Til sidst er det fangelignende tilstande, hvor alle almindelige begreber om menneskelighed, tvivl, nysgerrighed, åbenhed, tolerance, overbærenhed, frihed er sat totalt over styr. Man skal pr. definition være glad. Alle fastholder hinanden i en “er-du-ikke-med-os-er-du-mod-os”-jerngreb.

Jeg er glad for, at Robert Dam brød ud. Dels for hans egen skyld men nok så meget fordi, det er SÅ vigtigt, at netop een med hans ressourcer, indsigt, vedholdenhed og intelligens har modet til at vise vejen for andre. Måske en del vil få  det nødvendige rygstød til det drastiske skridt, at skulle sætte hele sit trygge liv på spil? Bryde med familie, venner og måske miste arbejde.

Mindes et visdomsord, jeg hørte engang: “Man fødes ind i een religion, men det er vigtigt, at når man dør, så tilhører man en anden.” Måske skifter man fra fx kristen til muslim – måske er det omvendt. Det gør knap så meget – det vigtige er den personlige proces man kommer igennem, når man tager stilling til sig eget liv.
Det har Robert Dam gjort.

Mangler jeg noget i bogen? Tjoh. Jeg mangler nogle eksempler på, hvad for nogle teknikker, der i praksis bliver anvendt for at opnå den personlighedsudvikling, der gør folk afhængige og totalt loyale. Måske det er underlagt tavshedskrav? Jeg kunne hvert fald godt tænke mig, at have fået mulighed for at kigge mere i kortene på det punkt.

En god bog, som jeg kraftigt kan anbefale.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du skriver en kommentar til mig. Hvis du "tilmelder dig via e-mail" nedenfor, får du fluks en mail, når jeg har besvaret. Smart, ikke?

Related Posts with Thumbnails