Så blev der ellers ryddet op i pindene. Strikkepindene altså. Ja for så vidt også i hæklenålene og alle de andre dimser, som hører til i denne del af det kreative hjørne.
Som bekendt er jeg igen gået i gang med strikningens velsignelser, og allerede inden jeg kom i gang blev jeg konfronteret med at skulle finde diverse pinde-størrelser at kreere med. Jeg render rundt med en forestilling om, at jeg da har samtlige størrelse pinde fra 2 mm og op til 10 mm – også alle de ½ mm ind imellem og både rundepinde (store samt små), strømpepinde og hæklenåle. Det har jeg nu fundet ud af, at det har jeg IKKE.
Hvor de er diffunderet hen i tidens løb, fatter jeg ikke.
(Bemærk, at grafikken er sådan lidt strikke-pinde-sølvfarvet.)
Een af dagens investeringer var således en “pinde-størrelse-måler”. Sådan een mente jeg bestemt også burde ligge klar, men om jeg kunne finde den. Næ nej. Godt man har Panduro Hobby i baghaven.
Nu er alle pindene sorteret og de manglende størrelser (nogenlunde) identificeret og jeg er klar til at lave “djævlehue” og “babytæppe”, som jeg forestiller mig skal være de næste projekter. Stay tuned…
PS: I den ene af mine nyerhvervede strikkebøger (“Blød begyndelse” til kr. 69,- i Bilka) er der nogle fede afsnit, hvor hun small-talker om diverse strikke-emner. F.eks. at man med fordel bør huske at kigge efter strikkepinde på loppemarkeder eller dødsboer. Steder hvor de gerne vil af med tingene hurtigt uden nødvendigvis at forholde sig til indkøbsprisen. God pointe – den har jeg lagt mig på sinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Dejligt at du skriver en kommentar til mig. Hvis du "tilmelder dig via e-mail" nedenfor, får du fluks en mail, når jeg har besvaret. Smart, ikke?