Varm dag i Den fynske Landsby

Yngstesønnen har for tiden een af de barndoms-perioder, hvor bondegården og dens dyr har stor interesse. Og hvor dævlen støver man så lige sådan een op for at imødekomme det? Svaret blev Den fynske Landsby. Og tidspunktet blev i dag, selvom guderne skal vide, at det var noget af det hedeste at dalre rundt derude.

For mit eget vedkommende havde jeg det nok sådan lidt “gaaab” over at skulle gå rundt i mellem de gamle bygninger og kigge på gammelt stuff – netop ikke mindst pga heden. Men det endte med at være en kanon god oplevelse, fordi der var så mange ting at snakke med sønniken om. Ikke mindst hans begejstring var det hele værd.
Det som nok tog størst kegler, var at se en ko blive malket. Ikke mindst havde vi lejlighed til at stille spørgsmål til malkeren. Han sad på en trebenet stol – en malke-skammel. Aha! Så fik vi lige det begreb sat ind i sin rette sammehæng.
Han malker koen om morgenen (med maskine), og dér giver den en 16-18 liter mæld. Kan det dog virkelig passe, at det er så meget? Ved 13-tiden malker han så igen, hvor der er publikum på, og det er den gode gammeldags håndmalkning. Det tog ham ca. 12 minutter at malke 6 liter, og der var drøn på hele tiden. I gamle dage kunne en malkepige have op til 20 køer som “sit ansvarsområde”, og det har vel være 3 gange om dagen. Der må have været grundlag for slidgigt mv.

Ovenfor anes lige den fulde mælkespand. Hvis spanden får lov at stå og hvile, vil der allerede efter en ½ times tid begynde at danne sig fløde. 
Af sundhedsmæssige årsager må de ikke mere dele smagsprøver ud til publikum, så i stedet så vi ham fodre smågrisene med mælke-guffet. Jeg skal da lige love for, at det blev vel modtaget!

Vi var rundt på de forskellige gårde og se aktiviteterne. Det var f.eks. saftkogning på gammeldags komfur, hvor vi fik lov et kigge ind til brændet og lov til at kigge ned i ilden ovenfra. Gammeldags æbleskive-pander så vi og ildsteder med blæsebælg.
Og så var der hende som sad og spandt ved en rok. Der gik ikke lang tid før vi fik snakket os ind på, at hun var uddannet håndarbejdslærer ligesom jeg selv. Kagle, kagle, kagle…
Så kom der andre gæster, og vi kunne ikke snakke mere – ærgerligt!
Men i det rum kunne jeg selv vise sønniken, hvordan man karter samt forklare om garnvinde, farvning af garn, vævning osv. osv.

Et andet sted så vi, hvordan en børste bliver “bundet” med hestehår og jeg fik lov at filte en lille bold. Inderst er en rullet kugle af avispapir (for at drøje på ulden). Udenpå er foldet et lag kartet uld, som så blev dyppet i sæbevand. Derefter var det bare i gang med at rulle mellem hænderne for at starte filtnings-processen op. René ville ikke lave en bold selv, men til gengæld fandt han en stump bortfløjet rødt uld, som jeg filtede med ind i min bold – nu synes vi begge, at den er rigtig personlig.

Vi så markerne med de forskellige kornsorter, haner, høns, grise, køer, heste, gæs, vindmølle, vandmølle, prøverne til H.C.Andersens festspillet (Nattergalen) osv. osv.
Der er også de skønneste haver (præstehaver, urtehaver osv.) og René er her foreviget foran et helt Monet-agtigt scenarie:

 

Så jeg fortryder ikke et sekund, at vi brugte een af årets varmeste dage det sted – faktisk er vi nok nødt til at tage derud igen, for vi nåede ikke en tur med hestevognen;-)