torsdag den 24. december 2009
Glædelig jul til alle
Lillejuleaftensdag i går. Jeg var så heldig at have fået en feriedag - ren luksus! Da alle julegaver og andre indkøb var foretaget, kunne jeg tillade mig en lille shopping-hyggetur i byen. Egentlig var jeg ret hooked på at få købt nogle små æsker i Søstene Greene, men dem var der ingen af. Formodentlig alle pakket væk pga juletingene. Men jeg fik købt et par andre fine ting - bl.a. nogle af dem som ses på ovenstående jule-tableau.
Det er ikke mange juleting, jeg har. Ikke mindst fordi vi nyligt flyttede, og noget er smidt ud og noget decideret forsvundet. Men derudover kan jeg godt lide at have få ting men til gengæld med en lille historie.
På billedet ses:
En stor guld-engel. Den erhvervede jeg for mange år siden fra een af fællerne i Værkstedsbutikken.
De to små engle er lavet af Lise, som jeg i en periode var meget kreativ sammen med. Det er vel en 10-15 år siden, så de har efterhånden nogle år på deres små bagdele;-)
Kalenderlys. Da billedet blev taget i går, så er det et utændt nr. 24, der ses. Den form for kalenderlys er jeg ret vild med. Serien med de 24 lys blev købt i Bilka, og jeg håber meget, at de har dem i årene fremover. Genialt, at man tænder eet lys om dagen - lige noget for ungerne at administrere. Lyset står i en lille irret metal-underskål, som snart har været brugt til mange andre formål en blomster, fordi den er så rustik og "shabby"-pæn.
Dugen. Een af gårsdagens ny-erhvervelser. På billedet kommer den slet ikke til sin ret - ca. halvdelen af den er med guldtryk, som skinner meget smukt i stearinlysets skær.
Stagen med de fire lys. Blev erhvervet hos Dina Vejling i midtbyen. Genial udformning, hvor der på de enkelte sider er plads til henholdsvis 1, 2, 3 eller 4 lys.
Den høje lyse-holder er med metal-filigranmønster som gengiver lysflimmer smukt.
Til sidst: Lys-spil med snefnug af dem, som kører rundt, når de rammes af varmen. Den var i gang hele aftenen i går.
Til slut vil jeg ønske jer alle en glædelig jul og et velsignet nyt år.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Dejligt at du skriver en kommentar til mig. Hvis du "tilmelder dig via e-mail" nedenfor, får du fluks en mail, når jeg har besvaret. Smart, ikke?