Det kan stadig give et sug i maven, når jeg ser en vævestue, hvor skaftevæv efter skaftevæv står linet op.
På Skals stiftede jeg første gang bekendtskab med vævning og det blev en stor og livslang kærlighed.
Med vævning har jeg opnået den unikke tilstand, hvor tidsbegrebet bliver ophævet, fordi jeg er fuldstændig i eet med det, jeg foretager mig. Tiden eksisterer ikke.
Jeg skriver det i nutid, selvom der ikke rigtig er dækning for det, for jeg væver ikke mere. Men jeg føler mig sikker på, at jeg ville genfinde samme tilstand, hvis jeg igen havde mulighed for at væve. (Har faktisk en rammevæv stående, som jeg har lovet ungerne at demonstrere – hm… Måske i denne sommer?)
Trenden ligger klar til at blive bommet.
Mindes sangen:
Så væver vi vadmel
så slår vi det sammen
væver vadmel, slår det sammen
lader skyttelen gå.
Nu en række eksempler på elevernes udstillede vævninger.
Her er vi ovre i båndvæv af en art.
Er lige ved at tro, at det var ved denne plads jeg vævede mine første to plaider. Noget at sige til, at tid og sted går i eet med hinanden i disse omgivelser?
Nej, hvor fint. Jeg har hoert meget om Skals, men har aldrig gaet. Flotte billeder du tog med :-)
SvarSletDejligt at høre, at du kan lige mine blog-indlæg. Det er et fantastisk sted - du skulle tage forbi engang. Eller måske et kort kursus?
SvarSlet