Her ser du vores sommer-udgave af koldskål.
Faktisk har jeg i en del år selv lavet koldskål, men så er jeg kommet fra det igen. I går havde jeg ældste-sønnen med på arbejde, og det giver som så ofte før anledning til mad-inspiration, så nu kom jeg i gang igen.
Det er nemlig sådan, at jeg dér betaler et fast månedligt beløb, og så laver kokkene alt muligt dejligt mad til mavsen. Her i sommerperioden er der – om ikke hver dag – så flere gange om ugen koldskål som en slags dessert. Ofte er det med forskellig frugt i, og i går var det brombær. Andre gange er det jordbær eller hindbær – selvfølgelig suppleret med kammerjunkere. Det smager himmelsk og er altid et hit hos mig selv og kollegerne.
Så jeg var i gang i går aftes og såmænd også her til aften, da der hurtigt blev “udsolgt”. Eventuelle rester går nemlig fint som morgenmad med cornflakes på;-)
Den ordinære opskrift er som følger:
1 liter kærnemælk
3 dl A38
frosne (eller ikke-frosne) bær
100 gr. sukker
Vanille
Citronsaft
Køkkenskriver-noterne:
Jeg blender først ca. 3 dl kærnemælk sammen med A38 og bærrene.
Mængden af bær er virkelig på slump. Der blev improviseret i går, så der blev lynhurtigt indkøbt en pakke “Bær-symfoni” fra Netto. Det var halvdelen af den pakke, som kom i.
Sukker måler jeg nogle gange præcis op – andre gange er det mere fornemmelses-agtigt
Vanille? Det er vel en god teske-fuld, der kommer i. Hvis jeg er i nærheden af en ½ stang ægte vanille, er det nu også en smags-fornøjelse at bruge de korn;-)
Citronsaft eller lemon-saft – hvad der svarer til en ½ citron.
Da min blænder ikke er så stor, mikses der af et par gange, men til sidst kan jeg hælde delportionerne op i en stor skål og lave den sidste røren-rundt inden servering. Velbekomme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Dejligt at du skriver en kommentar til mig. Hvis du "tilmelder dig via e-mail" nedenfor, får du fluks en mail, når jeg har besvaret. Smart, ikke?